Vi
har gjort det lettere for dig at søge bolig hos os. Fremover skal du skrive dig
på venteliste i de byer og boligafdelinger, som du ønsker at søge bolig i, og afvente,
at vi sender dig et boligtilbud.
Det betyder, at vi ikke længere slår de ledige boliger op på vores hjemmeside, selvbetjening og i INImut. Så du er fri for at holde øje med ledige boliger og søge dem, du er interesseret i. Vi sender dig et boligtilbud på mail – helt uden at du behøver at gøre noget.
Step 1: Skriv dig på venteliste
Når du skriver dig på venteliste, bliver du skrevet op til bolig i den by, du har valgt, og byens tilhørende bygder. Det betyder, at du skal være opmærksom på, om boligen er i byen eller en bygd, når du modtager et boligtilbud.
Du skriver dig på venteliste ved at købe et ventelistenummer i selvbetjeningen. Du kan skrive dig op til lige så mange ventelister, som du ønsker.
Ventelisterne er inddelt i byer/bygder og selskab. Det vil sige, at der findes en venteliste for Sisimiut og de tilhørende bygder og en for Qaqortoq og de tilhørende bygder osv. Ventelisterne i byerne er også delt op i selskaber. Vi administrerer boliger for både Selvstyret og kommunerne, og de har hver deres ventelister. Det vil sige, at der findes en venteliste for selvstyreejede boliger i Sisimiut og de tilhørende bygder og en anden venteliste for kommunale boliger i Sisimiut og de tilhørende bygder.
Det koster 100 kr. i ventelistegebyr pr. venteliste. Gebyret er gældende for i indeværende kalenderår. Det vil sige, at det koster det samme, om du skriver dig op i januar eller i november, og at ventelistenummeret skal fornyes ved årsskiftet.
Step 2: Vent på boligtilbud
Når du står på venteliste, er du i kø til ledige boliger. Hvis du f. eks. er skrevet op til den fælles venteliste for kommunale boliger i Ilulissat, så er du også skrevet op til de ledige boliger i Ilulissats bygder, hvis du ikke har fremført andet. Så er det blot at vente på, at vi tilbyder dig en bolig.
Når en bolig bliver ledig, tilbyder vi boligen til de første på ventelisten til den boligafdeling, som boligen tilhører. Blandt dem, der takker ja, er det boligsøgeren med længst anciennitet, der får boligen tilbudt.
Vi sender boligtilbuddet i selvbetjeningen. Du får også en mail, hvori vi fortæller dig, at der er kommet et tilbud til dig i selvbetjeningen.
Vi sender boligtilbuddet til flere på en gang, for at vi hurtigere kan tildele de ledige boliger til boligsøgerne. Det er med til at minimere ventetiden på en bolig.
Step 3: Besvar boligtilbud
Når du modtager et boligtilbud, skal du besvare det inden for syv kalenderdage. Hvis du ikke har besvaret det inden fristen, tolker vi det som, at du ikke er interesseret.
Du besvarer tilbuddet i selvbetjeningen ved at klikke ’ja’ eller ’nej’ i selvbetjeningen.
Hvis du har takket nej, skal du ikke gøre mere. Vi sender dig et boligtilbud næste gang en bolig, der opfylder dine ønsker, bliver ledig.