Departementet for Boliger, Infrastruktur
og Yderdistrikter varsler hermed, at der i perioden fra den 19. maj til 1.
november 2025 igangsættes en udskiftning af klimaskærmen i Blok 2. Udskiftningen af klimaskærmen omfatter de
dele af bygningen der adskiller bygningens ydre fra det indre, det vil sige
bygningens ydervægge, facader, vinduer og døre. Arbejdet udføres i etaper og
kræver adgang til din bolig i en forventet periode på 4 arbejdsdage.
Arbejdet igangsættes på
baggrund af klimaskærmens aktuelle tilstand, hvor der er konstateret flere
skader og defekter.
Med i projektet indgår ligeledes
reparation og renovering af blokkens tag, samt ny isolering af flere
bygningsdele. Dertil vil blokkens trappeopgange blive malet og der installeres
låse til opgangene. Tusass A/S vil desuden sikre adgang til en bedre
internetforbindelse.
For at sikre færrest mulige gener for beboerne, har
departementet indgået et samarbejde med Taasinge Elementer A/S.
Taasinge Elementer A/S tilbyder
en løsning til udskiftning af bygningers klimaskærm, hvor hele elementer,
indeholdende døre og vinduer, tages ud af bygningen og udskiftes med nye færdiginstalleret
elementer. Med denne metode er det muligt at udskifte hele ydervæggen inklusive
vinduer og døre på ganske få dage, uden at en genhusning af alle beboere er
nødvendig.
De nye facadeelementerne vil være
fuldt monteret med installationer, vinduer og døre, samt indvendig og udvendig
beklædning.
En udskiftning af klimaskærmen
forventes at medføre væsentlige forbedringer af din boligs energiforbrug.
Ved udskiftningen af elementerne på gavlene vil kunsten monteret på gavlene, blive nedtaget og genmonteret, når arbejdet er udført.
Udskiftningen af elementerne vil blive udført i etaper med én lejlighed ad gangen. Når arbejdet indvendigt i din bolig er afsluttet, vil der fortsat være behov for færdiggørelse af det udvendige arbejde. Du vil blive orienteret om tidsplanen for denne del af arbejdet, forinden arbejdet i din bolig igangsættes.
Når arbejdet inde i lejlighederne er gennemført, vil der fortsat foregå et afsluttende arbejde på ydersiden af bygningen.
For at håndværkerne har adgang til din bolig i de perioder på dagen, hvor du er ude af boligen, skal du aflevere en kopi af dine nøgler til INI A/S.
INI A/S vil indhente dine nøgler senest 1 dag før arbejdet i din bolig igangsættes. I forbindelse med aflevering af dine nøgler, vil du skulle underskrive en adgangstilladelse.
Når arbejdet på din bolig er afsluttet, vil du modtage ny nøgle der passer til den nye hoveddør til opgangene og din bolig.
Hvis du har planlagt fravær fra din bolig i den periode, hvor arbejdet udføres, skal du forinden afgang aflevere en kopi af din nøgle til INI A/S.
Forinden udskiftningen af elementerne vil din altan og altangang blive taget ned, således at de gamle elementer kan tages ud og de nye monteres. Efter monteringen af de nye elementer vil din altan og altangang blive genmonteret.
Under udskiftningen af elementet indeholdende din hoveddør, vil du ikke kunne tilgå denne del af lejligheden. Dette betyder at der vil være et kortere tidsrum, hvor du ikke kan komme ind og ud af din lejlighed.
Du vil blive orienteret om tidsplanen for denne del af arbejdet, forinden arbejdet i din bolig igangsættes.
Forinden arbejdet igangsættes skal du klargøre din bolig. Du skal nedtage dine personlige ejendele og rykke dine møbler mindst 1 meter væk fra ydervæggen. Dette skal være færdiggjort om morgenen på dagen, hvor arbejdet i din bolig igangsættes.
Såfremt du af helbredsmæssige årsager ikke er i stand til at gennemføre dette, skal du orientere INI A/S, så der kan findes en løsning. Information om dette skal ske senest 1 uge før arbejdet i din bolig igangsættes.
Hvis du har planlagt fravær fra din bolig i den periode, hvor arbejdet udføres, skal du forinden afgang klargøre din bolig og orientere INI A/S.
Demontering af køkken, radiator og andre tekniske installationer vil blive udført af en håndværker på dagen, hvor arbejdet i din bolig igangsættes.
Dette betyder at du i perioden for arbejdet ikke vil have adgang til dit komfur og køkken. Dit køleskab vil blive flyttet og tilsluttet strøm et andet sted i din bolig, og vil således fortsat være tilgængeligt.
Din husstand vil modtage spisebilletter til aftensmad for de dage, hvor jeres køkken ikke er tilgængeligt.
Efter demonteringen af de tekniske installationer vil der blive opsat en støvvæg, ca. 1 meter inde i lejligheden, der skal beskytte din lejlighed mod støv fra arbejdet.
Når de nye elementer er monteret, vil støvvæggen blive nedtaget, køkkenet og de tekniske installationer genmonteret og arealet for arbejdet rengjort.
Før arbejdet på Blok 2 kan igangsættes vil der blive etableret en ny midlertidig adgangsvej til blokken. Denne gøres permanent, så den i fremtiden kan benyttes som brandvej.
Opbevaring af de nye elementer:
De nye elementer vil blive opbevaret på arealet foran Blok 2, hvor Blok 1 tidligere har stået.
Håndtering af PCB-holddigt affald:
Der er i forbindelse med en miljøkortlægning af Blok 2, konstateret et PCB-indhold over grænseværdien for farligt affald i visse bygningsdele. Denne del af materialeaffaldet vil blive håndteret og bortskaffe som ’farligt PCB-holddigt affald til destruktion’. I eternitpladerne, benyttet til beklædningen af de eksisterende facadeelementer, er der konstateret asbest, hvorfor disse vil blive håndteret og bortskaffet som ikke støvende asbestholdigt affald.
Opsættelsen af støvvæggen vil beskytte din lejlighed og dit indeklima mod farligt støv fra arbejdet. Du kan således trygt opholde dig i lejligheden, mens arbejdet udføres.
Håndværkerne der udfører arbejdet vil være klædt i sikkerhedsudstyr og have modtaget oplæring i sikker håndtering af asbest og PBC-holddige materialer.
Der vil ved udførelsen af arbejdet være tilknyttet en arbejdsmiljøkoordinator, der har ansvaret for at sikre at materialerne og arbejdet håndteres og udføres korrekt.
På arealet foran Blok 2, hvor Blok 1 tidligere har stået, vil der blive opstillet et telt til en affalds- og sorteringsstation, der skal sikre en sikker håndtering af de gamle elementer.