Nyheder

Vi administrerer omkring 8.500 boliger i hele Grønland, og for de fleste af os er vores hjem vores trygge base. En af vores mangeårige lejer, Rakel Broberg, fortæller her netop om sin glæde og ansvarsfølelse over sit hjem.

Rakel Broberg bor i Blok 16 i Nuuk. Her har hun i snart 24 år – omgivet af andre mennesker – boet i tryghed.

Rakel kigger tilbage på dengang, hun fik beskeden fra INI: hun havde fået en bolig.

- Da jeg fik indflytningsdatoen at vide og sidenhen fik nøglerne overdraget, husker jeg alle de følelser, jeg der strømmede gennem mig. Jeg var så spændt og lykkelig. Jeg tænkte, at jeg havde fundet det hjem, som var lige mig. Ååh hvor var jeg bare glad! Jeg er stadig meget glad for mit hjem. For ikke at nævne min vidunderlige udsigt. Den betyder også meget, fortæller Rakel.

Vi husker nok alle sammen den følelse, vi havde, da vi flyttede ind i vores hjem. Et sted, vi selv skulle møblere. Som vi selv skulle indrette. Og gøre til et hjem.

- Jeg husker, at jeg indrettede min nye bolig udelukkende med de møbler, jeg elskede. Jeg bor i et lille 2-værelses. Gennem årene er jeg blevet mere og mere lykkelig over mit dejlige hjem og jeg ønsker at bo her i mange mange år endnu, siger Rakel.

Rakel bor i en blok omgivet af en masse mennesker, og gennem årene har hun da også lært sine naboer og andre beboere i blokken godt at kende.

- Jeg drikker kaffe med mine dejlige naboer. Jeg besøger også dem når de holder kaffemik eller går lige over til en lille hyggelig snak. Jeg elsker alle mine naboer og dem der bor ovenpå. Altid en lille snak med dem når vi mødes på trappen eller opgangen. Det er så vigtigt at have gode naboer, pointerer hun.

Lad os lige vende tilbage til udsigten, der også er med til at Rakel holder så meget af sit hjem.

- Efter endt arbejdsdag ynder jeg nogle gange at sidde udenfor i altanen og bare betragte min smukke udsigt, de storslåede omgivelser, i stilhed. Så lader man helt op, fortæller Rakel.

Medansvarlighed

Man skal passe godt på sit hjem, siger Rakel. Hun har friheden og trygheden til at passe på sin bolig og finder det vigtigt, at den er renlig og hjemlig at komme ind til. Hun tager selv ansvaret for sin bolig. Men også at passe godt på og holde rent i trappeopgangen, som hun også føler et medansvar overfor.

- Vi har alle hver især ansvaret for vores hjem, som vi skal passe godt på. Det ligger meget i mine værdier, siger hun.

Til sidst vil Rakel gerne sige tak til INI’s medarbejdere. Hun er nemlig glad for, at de altid er nemme at kontakte og yder en god service, når der er noget, der skal ordnes i hendes hjem.

Ikke kun det, men Rakel er også taknemmelig over de renoveringer, der er blevet foretaget i hendes blok gennem årene. Som for eksempel da man renoverede altanerne. Eller skiftede vinduerne ud med nye, husker hun tilbage med glæde.

- Jeg var så glad for, da jeg ikke længere kunne høre vindens hylen og mit hjem også blev varmere, da vinduerne blev udskiftet. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg har levet her trygt og godt i så mange år, for vores hjem er jo noget af de vigtigste, vi har i vores liv, slutter hun.

Vores 30-års jubilæumsavis er nu udkommet.

I avisen kan du blandt andet læse om vores stiftelse, hvordan det er nu og udvikling til fremtiden. Du kan også læse gode tips og vigtige informationer i avisen.

Avisen er udarbejdet i samarbejde med Sermitsiaq.AG.

Læs avisen gratis her: INI i 30 år, god læsning!

Børn og unge fra MTO (Børns trygge værested) besøgte den 5. december alderdomshjemmet Qupanuk i Sisimiut. Her fortalte de ældre børnene om deres barndomsjul. Børnene havde bagt småkager til beboerne, og de vakte stor glæde og ros.

En af dem, der fortalte om barndommens jul, var Julie Bech på 95 år. Hun kommer fra Itilleq og fortalte begejstret hvordan de holdt jul dengang. Lillejuleaften stod de nemlig op til nogle aviser, der var blevet hængt op på væggen. Dengang gemte man nemlig alle aviser man fik hele året, og aviserne var noget, hele familien satte stort pris på. Først den 23. december tog man aviserne frem, og først når alle børnene sov. Der var nemlig billeder i aviserne, og de var noget af det bedste at stå op til.

- Vi lavede også selv vores juletræ. Lyng og enebærbuske samlede vi ude i naturen og når sneen faldt, gemte vi dem under sneen så de kunne holde sig til jul. Jeg husker at vores hjemmelavede træ fyldte hele huset med en dejlig duft, fortæller Julie.

Anne-Marie Schmidt er 75 år. Hun fortæller at de plejede at synge salmer udenfor husene, som hun husker med glæde. De fik så mange lækkerier; æbler, appelsiner, figner og sommetider kringler. Hun fortæller grinende, at de også klædte sig ud til Helligtrekongersdag.

- Vi kom sod i ansigtet fra ovnens kul og klædte os ud. Vi var helt ugenkendelige. Jeg husker en episode, hvor vi var godt i gang med Helligtrekonger og vi fik besked på at gå i kirke. Der sad vi med hele ansigtet smurt i sod og holdt gudstjeneste, griner Anne-Marie.

Rebekka Petersen, 68 år, kommer fra en bygd ved Aasiaat og fortalte også om deres jul, som var meget lig Karl Berthelsens.

Karl Berthelsen er 78 år og fortalte, hvor meget hele familien glædede sig til jul. Især børnene. De vidste nemlig, de skulle få nyt tøj.

- Og alle de lækkerier, som vi slet ikke fik til hverdag. Æbler, appelsiner og figner. Alt disse bestilte vores forældre fra bygdens butik, fortalte Karl og oplyser, at 24. december var børnenes jul, mens 25. december var både de voksne og de ældres jul.

- De ældre var meget glade og taknemmelige over at få besøg fra børnene og MTO’s medarbejdere. De vil gerne have vi besøger dem igen, vi svarede dem selvfølgelig det gør vi hjertens gerne, siger MTO leder Minannguaq Zeeb.

Marina Reimer er vores kommunikationskonsulent, og hun har besluttet at være åben om sin ADHD og vil ikke holdes tilbage, men i stedet se det som en styrke – og det er lykkes hendes.

Fokuseringsproblemer, hyperaktivet og spontanitet. ADHD er meget i fokus lige nu (heldigvis), og flere og flere mennesker finder i en sen alder – når de bliver voksne – at de har ADHD.

Men alle dem der har ADHD har ikke alle de ovennævnte ’almindelige’ symptomer – og derfor kan man heller ikke altid se, at de faktisk har et usynlig handicap.

Vores kollega, kommunikationskonsulent Marina Reimer, har ADHD.

Marina har en samlever og en datter. Hun er opvokset i Ilulissat og Oqaatsut og er uddannet journalist. Selv om Marina har ADHD, viser hun ingen af de symptomer, man normalt forbinder folk med ADHD med.

- Jeg havde aldrig tænkt over, om jeg kunne have ADHD, da beskrivelserne aldrig har passet på mig. Jeg er ikke hyperaktiv og kan sagtens fokusere på ting, fortæller Marina.

Marina er nu 34 år, og hun begyndte først at spekulere på, om hun kunne have ADHD, i 2019.

- Så vidt jeg husker, så hørte jeg en sangudsendelse om ADHD på DR radio. Jeg kunne ikke genkende noget, men da man nævnte ”at have indre ADHD - ADD” kunne jeg pludselig genkende beskrivelserne. Der blev forklaret for eksempel at man føler, der er alt for mange åbne browsere på én gang og at man ikke kan placere, hvor man kan høre sangen fra. Da der blev forklaret disse klare billeder for mig, fik jeg en masse spørgsmål. Jeg gik i gang med at google og undersøgte forskellige tests. Her fandt jeg ud af, at jeg højst sandsynligt har ADHD, fortæller Marina.

Så begyndte alting at falde på plads.

- Da jeg fandt ud af, at jeg havde ADHD fandt jeg frem til alle de symptomer, man ikke rigtig snakkede om. Da jeg snakkede med en psykiater gik der 5 minutter før jeg blev diagnosticeret med ADD, siger Marina.

- Jeg ved folk tænker forskelligt, nogle tænker i billeder, andre i lyde, andre kan ikke rigtig forestille sig ting. Jeg har siden jeg kan huske aldrig haft fred for tanker. Jeg havde ikke rigtig troet på, at andre nemt kunne slå deres tanker fra. Jeg kan ikke forestille mig stille tanker, enkeltvise tanker eller tanker uden musik, der kører i baggrunden, fortæller Marina videre.

Det er vigtigt at snakke åbent om det

Marinas ADHD er meget i hendes følelser. I hverdagslivet, i hendes tanker og i hendes reaktionsmønstre. At blive fundet lidt besynderlig – men hun kunne endelig placere, hvorfor hun reagerer så anderledes i forhold til andre, efter at have fundet ud af hvorfor hun er som hun er.

- Dengang jeg stadig ikke vidste jeg havde ADHD, kunne jeg meget nemt blive deprimeret, være forvirret og sætte spørgsmålstegn ved mig selv. Være vred på mig selv. Hvorfor kan jeg intet, når jeg udmærket ved, at jeg kan det her, at jeg har vist at jeg kan det her, at jeg er god til det her. Sådanne ting, forklarer hun.

Marina har tilgivet sig selv, da hun fandt ud af, at ADHD spiller en stor rolle i hendes stærke følelser.

- Da jeg fik alt på plads og fik forklaringen ind, er jeg meget mere tålmodig med mig selv og har fundet en indre ro. Det har gjort en kæmpeforskel i mit privatliv såvel som med mit arbejdsliv, siger hun og fortsætter:

- INI har mange forskellige afdelinger med mange forskellige arbejdsopgaver, og for en som mig bliver det aldrig kedeligt. Der kommer altid forskellige opgaver hver dag, og det hjælper mig rigtig meget, at der hele tiden kommer noget nyt. En af kendetegnene ved en med ADHD er, at man hurtigt kan omstille sig ved pressede situationer, og det er ikke kun godt for en ADHD’er at arbejde i en virksomhed som INI, men det er også gavnligt for selve virksomheden, siger Marina.

Hvis Marina skulle rådgive andre med ADHD, ville hun anbefale at man skal finde det man brænder for. Det er det vigtigste. Enten uddannelse eller et arbejde, man virkelig elsker. Selv har hun altid interesseret sig for kommunikation, og hun er taknemmelig over, at hun har uddannet sig indenfor et felt, hun er stærk i. Man skal lytte til sig selv, hvad er det jeg virkelig vil? På den måde gør du det meget lettere for dig selv, pointerer hun.
Og, vær åben om det.

Da Marina åbnede op om at have ADHD, blev hun nemlig kontaktet fra flere og har hjulpet flere gennem tiden, ved at tale åbent om det hun har kæmpet med.

At blive forstået

Marina føler, at hendes kollegaer virkelig kan forstå hende. Nogle gange har hun behov for at arbejde under stille forhold, så lukker hun lige døren og tager høretelefoner på. Kollegaerne har lært at de bare kan komme ind og ikke føle at de forstyrrer hende. Nogle gange vil hun gerne spise frokost for sig selv. Ved at forklare på en tydelig måde kommer man til en gensidig forståelse, for det er vigtigt for Marina, at man ikke misforstår hinanden men at man har et godt fællesskab.

Og dette har givet pote i forhold til hendes liv og arbejde. Da hun blev mere tålmodig med sig selv og fandt roen, fandt hun også ud af, at det ikke kun er hende, der skal tilpasse sig, men også andre, for eksempel kollegaerne, også skal tilpasse sig hende, og det har virkelig gjort tingene lettere.

Noget af det, som Marina ikke har kunnet balancere før, var at være konstant træt fra morgen til aften. Men da hun begyndte på medicin, gik det hurtigt bedre.

- Mine følelser har før kunnet kommet meget langt ned eller meget op, aldrig i balance. Det har medicinen fået balanceret meget bedre. For når man har ADHD, så fungerer hjernens kemikalier ikke normalt, og derfor har jeg benyttet muligheden for at blive medicineret, forklarer hun.

Marina ønsker, at man endnu mere snakker åbent om ADHD, for når man ikke gør det, kan det hurtigt skabe misforståelser.

- Jeg håber at man ikke kun ser ADHD som en svaghed, men at det også faktisk kan være en styrke. Vi er jo alle så forskellige og har alle forskellige kompetencer, slutter hun.